Starten - bramminginfo

Gå til indhold
 - Hvornår blev egnsmuseet egentligt født? Det er der flere gode bud på!
 
Man kunne selvfølgelig sige, at Egnsmuseets historie startede i august 1961, hvor lederen af Byhistorisk Arkiv, Olaf Bak, modtog et lille blækhus i brunt stentøj. Eller man kunne sætte starten til marts 1983, hvor Lokalhistorisk Forening blev dannet, og hvor en kreds af personer begyndte at arbejde med tanken om et kulturhistorisk museum. Eller den 19. november 1984, hvor der over det nuværende udstillingslokale indrettedes et magasin til museumsgenstande. Eller den 23. november 1989, hvor man på et fællesmøde mellem Museumsudvalget, Lokalhistorisk Forening og arkiverne enes om vedtægterne for et kommende egnsmuseum.
 
Der er imidlertid flere gode grunde til, at Egnsmuseets bestyrelse har valgt 1990 som 25-året for Bramming Egnsmuseums start: Det var året, hvor egnsmuseets vedtægter godkendtes på såvel Lokalhistorisk Forenings generalforsamling som i Bramming Byråd, og det var året, hvor byrådet for første gang afsatte midler til et museum. Endelig var det også året, hvor Bramming Byråd stillede i udsigt, at det gamle elværk kunne danne rammen omkring et museum.
 
Siden da har Bramming Egnsmuseum manifesteret sig som Bramming-områdets kulturelle centrum med en stor folkelig opbakning. Besøgstallet er steget støt gennem årene. Alene de mange vellykkede sponsorkampagner gennem årene viser opbakningen – så sent som i april 2015 donerede Kaj Lykke Støtteklub et stort beløb til Egnsmuseet. Den folkelige opbakning er også baggrunden for Egnsmuseets seje kamp for at bevare selvstændigheden og undgå sammenlægning med større museer.   
 
25. april 2015                                                                         
 
Jørn Boesen Andersen og Tommi Larsen

*** Dette indlæg og efterfølgende vedr. museets 25 års jubilæum, er taget fra Museets jubilæumsskrift som det forelå i 2015.
Tilbage til indhold